Var i Saxild i går. Der har jeg ikke været siden 5 klasse, hvor jeg var forelsket i Pernille. Det var en interessant forelskelse som mest gik ud på at løbe hen og prikke hende på skuldren og så løbe igen. Indtil jeg fandt på jeg kunne være en anden. Jeg har drømt om saxild mange gange. I min erindring lå hytten ned af en meget skrå skrænt. Jeg synes jeg kan huske jeg gik med en stor tung snobrødspind der hele tiden var ved at give mig overbalance ned af bakken. Men det er længe siden. I går var jeg der så igen. Jeg skulle læse op for seniorer på saxild strand, en meget smuk bygning der engang har huset et kurhotel og et plejehjem.  Da jeg var færdig gav Henrik mig en guidet tour i området. Jeg var her engang med folkeskolen henrik sagde jeg. Ja så svarede henrik. Det var nok i Dynghytten den ligger lige ved siden af.  Vi gik langs vandet indtil vi fandt en sti i marhalmen. Den lignede sig selv men bakken var borte. En proppet flaske kontainer fortalte det ikke kun var skolebørn der kom i dynghytten. Der var nogen der havde holdt fest.  I glimt så jeg klassen ankomme i en bus. Hæse af at synge vi har en chauffør, en chauffør der kører trillebør. Jeg kan ikke huske hvilke lærere der var med. Muligvis var det Kurt petersen og vores klasselærer. Men jeg kan tydeligt huske pernille. Hun havde tynde brune krøller og flotte fortænder.  Hun lignede hende Laura English fra Det lille hus på prærien. Fregnerne gik hen over næsen. Og om sommeren bredte de sig ud over kinderne. Det var utroligt flot og kært. Jeg forsøgte at opføre mig som hendes far, der altid smilede med smerte mens han byggede en fold til heste. Men måske manglede jeg redskaberne. Pølsepinden var heller ikke noget særligt.  Men der var et øjeblik lige før det blev mørkt og vi skulle på orienteringsløb hvor jeg havde kontakt med pernille. Hun spurgte: hvad så jenner, må jeg låne din spejder dolk. Jæ svarede jeg.Men pas på den er skarp. Det er fordi  Jeg har brugt slibesten pernille. jeg skal nok passe på sagde hun. Imens sank solen. Nogen faldt ned fra et træ og ude ved bordene stod der sodavand med hvepse i som Kim og Claus Jensen lavede til hvepse molotovkoktails: "Hjernemasse med sukker." Pernille satte sig ned ved bålet. Og snittede rimelig proft.  Og idet hun gav mig den tilbage sendte jeg hende et blik som hr. english lidt barsk, og nybyggeragtigt.  Jeg sagde det ikke højt, men jeg var plaget af hestetyve.