3 måneder har det taget mig at producere disse 12 tomater. 3 måneder med op mod 100 liter vand. Kampe mod mider, samtaler med skurv og manualer i dyrkning af egne afgrøder.  Det handler om at hygge om dem stod der. Hver aften nippe skud af. Hver aften påsætte pinde og snore og totempæle til at holde skidende katte væk. 3 måneder har det taget. Og så får jeg 12 tomater. 12 naragtige halvrøde cherrytomater der smager af vand. Det er en skandale
Imorgen kommer dræbersaksen. Og så er det væk med de planter. Fra nu af vil jeg dyrke cigarer.  De er giftige nok til at klare sig selv.  Nikotin omfavn mit drivhus.  Jeg er den grå gartner og jeg kan ikke længere leve med den skam.

Frank Kunne lave ild. Han kunne producere det ved at tænke på damer.  2 stks damer gav ild i røven. 5 damer gav fut i munden og 16 damer kunne antænde en flamme i hans hånd. Her ses Frank i hans velmagtsdage hvor han tænker på 16 dejlige damer fra  restaurant "den gule"

Mine forældres sidste trikotage forretning lå i København, i virkeligheden blev den bestyret af Tante "Hans" som var en fjern slægtning hvis oprindelse i familien fortaber sig. Jeg husker mest tante Hans for hans utrolige byggesæt som han forhandlede ganske billigt. I de bedste år forhandlede han dog mange andre ting, så som vanter og køletasker og trenchcoats fra amerikanske virksomheder. Egentlig troede jeg ikke der fandtes nogen billeder fra dengang min slægt drev trikotage, men oppe på loftet fandt jeg dette fine motiv. PÅ bagsiden står der: Vær venlig ej at fordele. Hans kunne være ganske privat. Særligt i sine sidste år hvor han måtte kæmpe mod flere og flere større tøjkæder. Det var også et stort chok da de lukkede for sporvognstrafikken i den lille gade. Jeg husker ikke min alder da jeg var der sidst. Men min storebror havde købt en pakke dansk skrå som vi afprøvede i opgangen til højre for Ikast Trikotage.  Hvorfor den hed det ved jeg ikke. Tante Hans havde så vidt jeg ved aldrig sat sine ben i Ikast. Men det var nok det samme som med Norsk fars. Det lød for godt til at være sandt.

Var i Saxild i går. Der har jeg ikke været siden 5 klasse, hvor jeg var forelsket i Pernille. Det var en interessant forelskelse som mest gik ud på at løbe hen og prikke hende på skuldren og så løbe igen. Indtil jeg fandt på jeg kunne være en anden. Jeg har drømt om saxild mange gange. I min erindring lå hytten ned af en meget skrå skrænt. Jeg synes jeg kan huske jeg gik med en stor tung snobrødspind der hele tiden var ved at give mig overbalance ned af bakken. Men det er længe siden. I går var jeg der så igen. Jeg skulle læse op for seniorer på saxild strand, en meget smuk bygning der engang har huset et kurhotel og et plejehjem.  Da jeg var færdig gav Henrik mig en guidet tour i området. Jeg var her engang med folkeskolen henrik sagde jeg. Ja så svarede henrik. Det var nok i Dynghytten den ligger lige ved siden af.  Vi gik langs vandet indtil vi fandt en sti i marhalmen. Den lignede sig selv men bakken var borte. En proppet flaske kontainer fortalte det ikke kun var skolebørn der kom i dynghytten. Der var nogen der havde holdt fest.  I glimt så jeg klassen ankomme i en bus. Hæse af at synge vi har en chauffør, en chauffør der kører trillebør. Jeg kan ikke huske hvilke lærere der var med. Muligvis var det Kurt petersen og vores klasselærer. Men jeg kan tydeligt huske pernille. Hun havde tynde brune krøller og flotte fortænder.  Hun lignede hende Laura English fra Det lille hus på prærien. Fregnerne gik hen over næsen. Og om sommeren bredte de sig ud over kinderne. Det var utroligt flot og kært. Jeg forsøgte at opføre mig som hendes far, der altid smilede med smerte mens han byggede en fold til heste. Men måske manglede jeg redskaberne. Pølsepinden var heller ikke noget særligt.  Men der var et øjeblik lige før det blev mørkt og vi skulle på orienteringsløb hvor jeg havde kontakt med pernille. Hun spurgte: hvad så jenner, må jeg låne din spejder dolk. Jæ svarede jeg.Men pas på den er skarp. Det er fordi  Jeg har brugt slibesten pernille. jeg skal nok passe på sagde hun. Imens sank solen. Nogen faldt ned fra et træ og ude ved bordene stod der sodavand med hvepse i som Kim og Claus Jensen lavede til hvepse molotovkoktails: "Hjernemasse med sukker." Pernille satte sig ned ved bålet. Og snittede rimelig proft.  Og idet hun gav mig den tilbage sendte jeg hende et blik som hr. english lidt barsk, og nybyggeragtigt.  Jeg sagde det ikke højt, men jeg var plaget af hestetyve.